Profil
Hvis du har et æg, og jeg har et æg, og vi bytter
- så har vi begge et æg.
Hvis jeg har en idé, og du har en idé, og vi bytter
- så har vi begge to ideer.
Kinesisk ordsprog
Danmarks bedste innovationhus
Innovatorium er Danmarks bedste innovationshus målt på netværk, synergi, innovation og vækst. Gode forretningsideer får ikke bedre vækstbetingelser end her i Herning-Ikast-områdets innovationsrugekasse, hvor iværksætterånden næres af naboskabet med forskere, studerende, erhvervsfremmeaktører og iværksættervirksomheder. Innovatorium er kort sagt optimale rammer til videndeling og vækst. For store og især for små virksomheder.
Sverige 2000
En studietur til Sverige kan føre til meget. For daværende rektor på Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning, Aage Erhardtsen førte en rejse til Högskolan i Halmstad til en vision om at skabe et innovativt iværksættermiljø i Herning. Ideen var at skabe et forsker- og udviklingsmiljø, hvor venturekapital, virksomhedsrådgivning og mentorer bor under samme tag.
Lokal opbakning
Ikast Kommune, Herning Kommune og Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande var med det samme tændt på ideen om at skabe et iværksættermiljø med fokus på innovation i lokalområdet. Ideen var så god, at Erhvervsrådets direktør, Torben Henriksen havde succes med at skaffe økonomisk støtte fra en række lokale virksomheder.
Etape I, 2002
Første spadestik til BIRC Estate (Birk Innovation & Research Centre, hvilket var det oprindelige navn) blev taget i januar 2002, og bygningen stod klar til at byde de første lejere velkommen sidst på året.
Første etape er tegnet af det århusianske arkitektfirma Pluskontoret A/S, og består af 5.200 m2.
I 2005 var huset belagt mere end 100 %, f.eks. blev det nødvendigt at udleje mødelokaler og udendørs pavilloner som kontorer, dette blev startskuddet til anden etape.
Etape II, 2007
Anden etape er tegnet i samme ånd, som første etape, men denne gang af et lokalt arkitektfirma, arkitec as. Tilbygningen rummer 4.600 m2, og stod klar til indflyning marts 2007.
I forbindelse med anden etape blev navnet ændret til Innovatorium A/S, da det sender et klarere signal om, hvad huset rummer og kan tilbyde, altså "stedet, hvor nytænkere skaber nyt".
I dag huser Innovatorium ca. 60 virksomheder, en dynamisk cocktail af iværksættere, erhvervsfremme aktører, forskning og uddannelse, rådgivere, videncentre og udviklingsafdelinger.
Innovatoriums vision
Innovatorium vil være kendt som det bedste innovationshus i Danmark, der skaber optimale rammebetingelser for nye, innovative iværksættere med vækstpotentiale og inspirerer eksisterende interne såvel som eksterne virksomheder til vækst og dermed bidrage til morgendagens vindervirksomheder.
Innovatorium vil være kendt som et unikt innovationsmiljø, hvor innovative iværksættere, forskere, studerende, erhvervsfremmeaktører og virksomheder styrker en gensidig udvikling gennem videndeling og netværk.