Averhoff Energi Anlæg A/S

2. august 2004 var dagen, hvor en mangeårig drøm gik i opfyldelse for Bjarne V. Averhoff. Efter 15 år som lønmodtager i fjernvarmebranchen sprang han ud som selvstændig med Averhoff Energi Anlæg A/S, der på blot ét år er vokset til 12 medarbejdere.

Virksomheden yder som rådgivende totalentreprenør hjælp til danske fjernvarmeværker i forbindelse med udskiftning og optimering af deres anlæg. Som følge af virksomhedens kraftige vækst har Bjarne V. Averhoff haft glæde af den fleksibilitet og de udvidelsesmuligheder, Innovatorium tilbyder. Averhoff Energi Anlæg A/S har udvidet fra 34 til 175 kvadratmeter på blot 14 måneder.

Om sin velovervejede beslutning om at søsætte virksomheden i Innovatorium siger direktør Bjarne V. Averhoff:

 

Mens jeg endnu var lønmodtager, var jeg på et iværksætterkursus i Innovatorium. Et kursus, der blev afholdt af Erhvervsrådet, som var en af de første lejere i Innovatorium. Jeg spurgte til huslejeniveauet og syntes i første omgang, det lød dyrt. Men da jeg fandt ud af hvor mange faciliteter og ydelser, der er med i prisen, var jeg ikke i tvivl. Mødelokaler, kantine, rengøring, firewalls og det, at jeg ikke skal tænke på, om der nu er wc-papir på toilettet og den slags, gør det nemmere at være effektiv og fokusere på kerneforretningen.

 

Desuden har jeg fundet mine leverandører inden for it og web samt firmagaver i huset. Alting er meget nemmere, når man bare skal banke på naboens dør for at få løst en opgave. 

Bjarne V. Averhoff

salgsdirektør, Averhoff Energi Anlæg A/S