mouritzen | marketing

Tidspunktet er starten af 2006. Preben Mouritzen havde besluttet at starte sin egen virksomhed inden for kommunikation og marketing, og efter et par måneder derhjemme fik han nys om Innovatorium, som på det tidspunkt hed Birc Estate. Han fik en præsentation af konceptet og rammerne, der blev holdt møde med Torben Henriksen, og virksomheden blev visiteret.

Der var blot lige et lille ”men” – der var ikke flere ledige m² overhovedet. Man havde godt nok lige taget første spadestik til etape 2, men det ville først stå klar til lindflytning i starten af 2007. Men Torben fik en ide: ”Vi lejer da bare en pavillon med el, varme og internetopkobling. Så kan I bruge løs af husets faciliteter, og så flytter I ind i det rigtige Innovatorium om 10 måneder.”

Som sagt så gjort. Det praktiske blev ordnet og den 1. april blev indflytningsdagen.

I februar året efter blev mouritzen | marketing så ”fuldgyldigt medlem”, da virksomheden flyttede ind på 1. sal i bygning B.

 

Kontrasten og forskellen på at sidde hjemme i min egen lille osteklokke og til at blive en del af den store familie i Innovatorium, var utrolig stor. I det her hus summer det hele tiden af liv i en dynamisk cocktail af lejere – iværksættere, rådgivere, erhvervsfremmeaktører, videncentre og udviklingsafdelinger – suppleret med forskning og studerende på højt niveau.

Hvis jeg skal sætte ord på, hvad jeg får ud af at være i Innovatorium, så bliver det ord som ”faglig og personlig udvikling”, ”et stort og udbytterigt netværk”, ”gode sociale relationer”, ”faglig sparring” og ”stor videndeling”.

Men for mit vedkommende handler det i høj grad også om forretningsmæssige relationer til en lang række virksomheder her i huset. Når jeg løber ned igennem min kundeliste, tæller jeg rigtig mange lejere og ligeså mange andre kunder, som jeg er kommet i kontakt med igennem lejere her i huset. Det er simpelthen guld værd for min forretning...

Huset er løbende igangsætter og tovholder på en række initiativer, som alle har det mål, at fastholde og udbygge Innovatorium som Danmarks bedste innovationshus, målt på netværk, synergi, innovation og vækst. Men vi skal også selv gøre noget. Ja, faktisk forpligter vi os som lejere til aktivt at medvirke til videndeling og netværk, således at vi alle opnår den optimale synergieffekt.

Noget af det, som også gør huset unikt er tilstedeværelsen af forskellige erhvervsfremmeaktører og iværksætterspecialister. Når du kommer som iværksætter og lejer i huset, møder du konsulenterne ved Erhvervsrådet. De rådgiver dig og sender dig sandsynligvis videre til Væksthus Midtjylland eller til Innovation MidtVest. Du har måske brug for et logo, noget it-hardware, sparring omkring din marketingplan, spørgsmål om patenter og/eller spørgsmål af juridisk eller revisionsmæssig art. Alt sammen kan det løses ”indoor”.

Det er da unikt!

Preben Mouritzen

Indehaver, mouritzen | marketing